Vælg den rigtige træbeskyttelse - Malprivat.dk

Vælg den rigtige træbeskyttelse

Der findes mange forskellige varianter af træbeskyttelse - også her hos Malprivat.dk. Det er absolut ikke ligegyldigt, hvilken træbeskyttelse du vælger. Det afhænger nemlig af, hvad træet, du skal male, anvendes til og er dermed er udsat for. Så det er vigtigt, at du finder en træbeskyttelse med de egenskaber, der er nødvendige for det træværk, du har i sinde at male med det.

Helt overordnet skal du stille dig selv følgende spørgsmål, som vi uddyber yderligere i denne artikel:

1. Skal den være olie- eller vandbaseret?
2. Skal den være transparent eller dækkende?
3. Skal den have miljømærkning?
4. Hvilken farve og udtryk ønsker du?

5 faktorer, der afgør din træbeskyttelse

Allerede behandlet træ

Det kan være nødvendigt, at du anvender en bestemt type træbeskyttelse, hvis træværket allerede før har fået en træbeskyttende behandling.

Du kan fx ikke male med en oliebaseret oven på en vandbaseret. Det hæfter simpelthen ikke. Du kan dog godt male med vandbaseret ovenpå oliebaseret.

Hvis du ikke ønsker, at den heldækkende farve nedenunder skinner igennem, skal du vælge en heldækkende træbeskyttelse igen. Du kan også sagtens anvende heldækkende oven på transparent træbeskyttelse.

Træsort

Producenter - som Jotun - har specialudviklede træbeskyttelsesprodukter, som er særligt velegnet til eksempelvis ædeltræ, cedertræ og lærketræ, som ikke kræver den samme behandling som fx gran og fyr. 

Træværkets tilstand

Den træbeskyttelse, du vælger, skal være passende til standen på det træværk, du behandler. Hvis træet er af ældre dato, slidt og medtaget af regn og blæst, så bør du vælge en god oliebaseret træbeskyttelse, som er meget vejrbestandigt.

Er træværk nyere kan du sagtens male med en vandbaseret træbeskyttelse og få en optimal beskyttelse og lang levetid.

Farve og udtryk

Træbeskyttelse kan fås i stort set alle regnbuens farver. Så vælg en farve til dit skur, hegn eller havemøbler, der falder i din smag og passer til de resterende elementer på din matrikel.

Hvis der allerede er malet i en farve med heldækkende træbeskyttelse, og du vil male i en ny farve, så er det vigtigt, at du vælger en heldækkende træbeskyttelse igen. Så undgår du nemlig, at den underliggende farve kan ses igennem.

Ønsker du, at træets naturlige struktur skal bevares? Så skal du vælge en transparent træbeskyttelse. Med en heldækkende træbeskyttelse kan du skjule træets struktur, hvis det er det, du ønsker. 

Holdbarhed

Hvis du ønsker et træværk med minimal vedligehold, så bør du vælge en heldækkende træbeskyttelse. Heldækkende træbeskyttelse holder i længere tid, men er også mindre miljørigtigt end transparent træbeskyttelse. Transparent træbeskyttelse er derimod sundere og mere miljøvenligt, men skal også males lidt oftere.